Jeg skal være en god Karlskov-kammerat
Skolens vigtigste ordsprog, som alle elever danner ejerskab til ved indmeldelsen og i dagligdagen på Karlskov Friskole er ”Jeg skal være en god Karlskov-kammerat”. I denne sætning ligger hele fundamentet for god opførsel, det gode frikvarter, fællesskabet, respekt for de andre elevers skoledag, anti-mobbe-politik, deltagelse i undervisning mv. Når alle tager udgangspunkt i denne sætning, med vished og forventning om, at man som elev kan regne med, at alle de andre elever også er kommet i skole med denne indstilling, tror vi på, at vi får lavet det bedste miljø for tryghed, trivsel og læring.
Det værdisæt, der skal ligge bag sætningen, bliver nødt til at blive justeret efter årgange og de til enhver tid gældende forhold på skolen. Derfor vil sætningen blive behandlet tilbagevendende til morgensang, i klassens tid mv., så den får liv og plads.
Sætningen hænger desuden som et fast opslag på alle klassers opslagstavle.